Thelsamar, Loch Modan · Level 13

Jeg havde egentlig forestillet mig, at mine første dage i Loch Modan skulle bruges på at udforske landskabet, nyde udsigten over søen og måske finde et godt sted at kaste fiskesnøren ud.

Men det blev der ikke meget af.

Vagterne omkring Thelsamar har haft hænderne fulde, og det varede ikke længe, før jeg blev bedt om at give en hånd med.

Først var der bjørnene.

En flok store, lodne krabater havde skabt uro omkring bebyggelsen. Normalt har jeg stor respekt for bjørne – ikke mindst efter at have fået min egen lille pelsklump som rejsekammerat – men disse havde tilsyneladende besluttet, at Thelsamars indbyggere skulle dele både veje og proviant med dem.

Det krævede nogle lange ture gennem skovene at få styr på situationen.

Min egen lille bjørn gjorde sit bedste for at hjælpe, selvom jeg flere gange fik mistanke om, at han var mere interesseret i sine artsfæller end i mine instruktioner.

Men bjørnene var ikke det eneste problem.

En flok Stonesplinter-troggs havde også fundet vej ind på kongens område. Beskidte, aggressive bæster, som hverken respekterer grænser eller almindelig dværgisk gæstfrihed.

Det mindede mig lidt for meget om mine gamle dage i Stormpike Guard. Patruljer, urolige grænser og fjender, der skulle holdes på afstand.

Heldigvis sidder de gamle færdigheder stadig i kroppen, og sammen med de lokale vagter fik vi gjort noget ved problemerne.

Nu sidder jeg endelig med ømme ben, en varm bryg og en bjørn, der snorker ved mine fødder.

Jeg er efterhånden blevet en dygtigere jæger, og mine anstrengelser har bragt mig til level 13.

Det er nu en underlig ting. Jeg forlod hæren for at opleve verden, og alligevel ender jeg med at hjælpe vagter og jage ubudne gæster væk.

Men sådan er det vel at være eventyrer.

Man ved aldrig helt, hvad der venter bag den næste bakketop.

— Bromli Stonehide

Dun Morogh og Ironforge

Det var egentlig meningen, at jeg skulle have en stille dag. Ingen lange vandringer, ingen farlige ekspeditioner og helst ingen, der havde brug for hjælp til at slå noget ihjel.

Men sådan går det jo sjældent.

På min vej forbi Gol’bolar Quarry hørte jeg om noget ballade ved stenbruddet. Og selvom jeg for længst har lagt soldaterlivet bag mig, er det svært at ignorere folk, der har brug for en hjælpende hånd. Heldigvis blev der hurtigt bragt orden i sagerne, og jeg kunne fortsætte uden de store skrammer.

Resten af dagen tilbragte jeg i Ironforge.

Her opsøgte jeg en gammel ven, som i årevis har påstået, at han kunne lære mig kunsten at fiske. Jeg har altid ment, at det var lettere at skyde sin aftensmad end at sidde og vente på, at den bed på en krog.

Men i dag fik han mig endelig overtalt.

Det viste sig, at fiskeri kræver tre ting: en god fiskestang, en smule snilde og en ganske urimelig mængde tålmodighed.

Min gamle ven morede sig gevaldigt over mine første forsøg. Jeg fik både viklet linen ind i mit skæg og næsten fanget min egen støvle. Men efter nogle timers undervisning begyndte jeg så småt at forstå fidusen.

Jeg må indrømme, at der er noget behageligt ved bare at sidde og vente på, at vandet rører på sig.

Måske bliver jeg aldrig nogen stor fisker. Men det kan vel ikke skade at kunne fange sin egen aftensmad, når man er langt hjemmefra.

Og hvem ved? Måske kan den lille bjørn også lære at holde af fisk.

Selvom jeg nu har en mistanke om, at han foretrækker at spise dem frem for at fange dem.

— Bromli Stonehide

Kharanos, Dun Morogh

De seneste dage har budt på lidt af hvert. Og jeg må indrømme, at jeg har lært mere, end jeg havde regnet med.

Først har jeg endelig taget mig sammen til at lære læderarbejde. Min mor har sagt det i årevis: “Bromli, en ordentlig dværg skal kunne reparere sine egne støvler!”

Jeg har altid ment, at en god riffel og en skarp kniv var rigeligt. Men efter at have stukket mig selv i fingrene med en lædernål flere gange, må jeg indrømme, at der måske er noget om snakken. Mor bliver uudholdelig, når hun hører det.

Men det mest spændende har været mine besøg hos dyretræneren.

Jeg har længe vidst, at jægere kan knytte særlige bånd til vilde dyr, men det er én ting at høre om det og noget ganske andet at prøve det selv. Træneren har været tålmodig, selv når jeg ikke har været det.

Efter adskillige øvelser drog jeg ud for at finde min første følgesvend.

Jeg fandt ham i en lille lysning mellem de sneklædte graner. En ung, brun bjørn med en tyk, pjusket pels og poter, der næsten så for store ud til resten af kroppen.

Han var ikke synderligt begejstret for mit selskab til at begynde med.

Jeg huskede trænerens ord, sænkede riflen og nærmede mig forsigtigt. Bjørnen brummede utilfreds, men jeg blev stående, talte roligt og lod ham vænne sig til min tilstedeværelse.

Det tog sin tid. Og en god portion tålmodighed.

Til sidst faldt han til ro. Da jeg vendte mig for at gå, fulgte han efter.

Nu har jeg altså fået mig en bjørn.

Han er lille, lådden og tilsyneladende altid sulten. Han har allerede forsøgt at undersøge min rygsæk tre gange, og jeg er temmelig sikker på, at han snorker højere end gamle sergent Brundrik fra Stormpike.

Jeg ved ikke, hvor længe vores veje vil følges. Men indtil videre ser det ud til, at vi har fundet os en ganske udmærket ordning.

Jeg sørger for maden. Han sørger for, at ingen stjæler den.

— Bromli Stonehide

Dun Morogh · Efter fem-seks måneders rejse

Jeg har nu tilbragt de sidste måneder med at rejse gennem Dun Morogh – et land, jeg kender, men som alligevel har vist mig nye sider, nu hvor jeg ser det med en opdagelsesrejsendes øjne og ikke som en soldat.

Min rejse begyndte i Anvilmar, hvor jeg har haft mit hjem siden afskeden med Stormpike Guard. Det var et godt sted at finde ro, samle tankerne og gøre de første forberedelser til et nyt liv.

Derfra drog jeg nordpå gennem Chill Breeze Valley, hvor de kolde vinde stadig bider hårdt, men hvor landskabet er både barskt og smukt. I Brewnall Village mødte jeg flittige folk, der – trods den evige sne – altid har tid til en snak og en varm bryg.

Videre gik turen til Iceflow Lake, hvor isen lå tyk og stille. Et sted, der indbød til eftertanke. Her brugte jeg flere dage på jagt og på at lære mit udstyr grundigere at kende.

Til sidst nåede jeg Kharanos – og det var godt at være hjemme. Min familie tog imod mig med åbne arme, og jeg har tilbragt en længere tid her, hvor jeg har hjulpet indbyggerne med alt fra at rydde stier til at holde uvelkomne trolde og ulve væk fra området.

Tiden her har givet mig mere end blot styrke og erfaring. Jeg har fået styr på mine færdigheder, forbedret mit udstyr og nået level 9. Vigtigere endnu har jeg genvundet følelsen af at høre til – ikke som soldat, men som eventyrer.

Nu er forberedelserne ved at være på plads. Snart forlader jeg Kharanos og sætter kurs mod nye egne.

Dun Morogh vil altid være mit hjem, men verden kalder, og der er meget endnu, der skal udforskes.

— Bromli Stonehide

Bind I – Vejen ud i verden

Første optegnelse – Dun Morogh

Det er mærkeligt at være tilbage blandt bjergene uden at bære Stormpikes farver.

I mange år var min vej bestemt af ordrer, patruljer og pligter. Nu bestemmer jeg selv, hvilken sti jeg følger, og hvor længe jeg bliver.

Jeg har endnu ikke rejst langt. Dun Moroghs sneklædte skråninger er velkendte, og Ironforges varme haller ligger ikke langt herfra. Alligevel føles verden anderledes.

Måske er det, fordi jeg for første gang i mange år ikke ved, hvor jeg skal hen.

Min optagelse i Explorers’ League markerer begyndelsen på noget nyt. Der er gamle ruiner at undersøge, glemte stier at følge og historier, som endnu ikke er blevet fortalt.

Jeg har min riffel, min oppakning og den lille fløjte, som har fulgt mig gennem så mange år.

Det må være nok til en begyndelse.

— Bromli Stonehide