Dun Morogh og Ironforge
Det var egentlig meningen, at jeg skulle have en stille dag. Ingen lange vandringer, ingen farlige ekspeditioner og helst ingen, der havde brug for hjælp til at slå noget ihjel.
Men sådan går det jo sjældent.
På min vej forbi Gol’bolar Quarry hørte jeg om noget ballade ved stenbruddet. Og selvom jeg for længst har lagt soldaterlivet bag mig, er det svært at ignorere folk, der har brug for en hjælpende hånd. Heldigvis blev der hurtigt bragt orden i sagerne, og jeg kunne fortsætte uden de store skrammer.
Resten af dagen tilbragte jeg i Ironforge.
Her opsøgte jeg en gammel ven, som i årevis har påstået, at han kunne lære mig kunsten at fiske. Jeg har altid ment, at det var lettere at skyde sin aftensmad end at sidde og vente på, at den bed på en krog.
Men i dag fik han mig endelig overtalt.
Det viste sig, at fiskeri kræver tre ting: en god fiskestang, en smule snilde og en ganske urimelig mængde tålmodighed.
Min gamle ven morede sig gevaldigt over mine første forsøg. Jeg fik både viklet linen ind i mit skæg og næsten fanget min egen støvle. Men efter nogle timers undervisning begyndte jeg så småt at forstå fidusen.
Jeg må indrømme, at der er noget behageligt ved bare at sidde og vente på, at vandet rører på sig.
Måske bliver jeg aldrig nogen stor fisker. Men det kan vel ikke skade at kunne fange sin egen aftensmad, når man er langt hjemmefra.
Og hvem ved? Måske kan den lille bjørn også lære at holde af fisk.
Selvom jeg nu har en mistanke om, at han foretrækker at spise dem frem for at fange dem.
— Bromli Stonehide